# Barn og voksen

Frederik Dessau: I al korthed, 2011

> Med lidt god vilje kan et liv opfattes som en kæde af forandringer og
> tab. Fra barndommens modvillige erkendelse af, at det sorgløse paradis
> har lukket sig og pubertetens hjerteskærende kaos til tab af andres og
> egen kærlighed, af arbejde, penge, magt og ære, værdighed og eventuel
> tiltrækningskraft, af hår og tænder, førlighed og hukommelse – og så
> den sidste forandring, som gør en ende på det hele.

 

Immanuel Kant: Hvad er oplysning?, 1784

> Oplysning er menneskets udtrædelse af en selvforskyldt umyndighed.
> Umyndigheden er manglende evne til at bruge sin forstand uden andres
> ledelse.

 

Tove Ditlevsen: Barndom, 1967

> Det er det værste ved de voksne, synes jeg: at de aldrig vil indrømme,
> at de bare en eneste gang i livet har båret sig forkert eller
> letsindigt ad. De er så hurtige til at dømme andre, men de holder
> aldrig dommedag over sig selv.

 

Tove Ditlevsen: Pigesind, 1939

>naar sjælen ikke mer har Længselsvinger,  
>men altid ved, hvad Morgendagen bringer.

 

Elsa Gress: Mine mange hjem, 1965

> Børn og unge er kun undtagelsesvis interessante i sig selv, men de er
> både interessante og vigtigere end alt i deres anlæg som *dem der er
> på vej*.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: *Samtaler med Goethe \[af Eckermann\]*,
1836

> \[“…\]Hos os går det hele ud på at tæmme den kære ungdom tidligt og
> drive al natur, oprindelighed og voldhed ud af den, så at der til
> sidst ikke bliver andet tilbage end spidsborgere” Goethe sukkede og
> tav.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: *Samtaler med Goethe \[af Eckermann\]*,
1836

> Alt stort virker dannende, såsnart vi bliver opmærksom på det

 

Rin Usami: *Idol, brænder*, 2020

> Måske er et hjem bare noget, der lidt efter lidt samler støv, mugner
> og forfalder, mens lyden af skramlende stole og smækkende døre hober
> sig op, og beklagelser og tænderskæren trænger gennem alle sprækker.