# Fornuft og fantasi (eller følelse)

Grundtvig: Fra Nyaars Morgen, 1824

>Da lærte jeg Arme,  
>I Midvinter sval,  
>At Lys uden Varme  
>Er Helvedes Kval;  
>Ei græde jeg kunde  
>For Gud eller Ven,  
>Kun grue og grunde  
>Og grue igen,  
>Jeg kæmpe mig vilde  
>Til Kærligheds Kilde,  
>Omskabe jeg vilde mig selv.

 

Frederik Dessau: I al korthed, 2011

> Når vi kalder spørgsmål for evige, er det nok, fordi svarene eller
> forklaringsforsøgene ikke både kan tilfredsstille følelsen og
> forstanden. Tanken stiller sine krav til klarhed, logik og konsekvens
> – vores følelsesmæssige behov kalder på irrationelle begreber som
> empati og retfærdighed eller uforsonlighed og hævn.

 

Fjodor Dostojevskij: Kældermennesket, 1864

> Ser de: Fornuften er jo ek udmærket ting, det lader sig ikke bestride;
> men fornuft er og bliver dog kun fornuft og beskæftiger og
> tilfredsstiller kun menneskets fornuftsevner. I mennesket *villen*
> derimod ytrer sig livets totalitet, det vil sige — hele det samlede
> menneskelige liv med samt fornuft og alt andet tilbehør. Og skønt vor
> liv i denne ytring ofte afslører sig som en mødding, så er det dog i
> hvert fald *liv*, og ikke blot udregningen af kvadratrod. Jeg, for
> eksempel, vil leve mig ud, jeg vil tilfredsstille hele min livsevne og
> ikke blot den tyvendedel deraf, som er fornuftsevne.

 

Lars Fr. H. Svendsen: Frygt, 2007

> Følelser bliver ofte opfattet som rent indre størrelser, der kun er
> tilgængelige ved, at individet, der føler dem, foretager en form for
> introspektion. De er imidlertid ikke blot skjulte, rent mentalt
> størrelser, men er også adfærd, handlinger og udtryk, som er synlige
> udadtil. Følelser kommer til nu udtryk i ansigter og gestus, de er
> ikke skjult bag dem. Følelser er måder at være til stede i verden på,
> måder at få et greb om den og handle i den på. Givet at følelser ikke
> kan adskilles fra følelsesudtryk, og at følelsesudtryk rent faktisk
> varierer en del fra kultur til kultur, følger det, at også følelser er
> kulturrelative.

 

Michel de Montaigne: Essai, 1571-1592

> En filosof \[det vil her sige en der har brugt et helt liv på at tæmme
> sit indre liv i tankens tjeneste\] kan heller ikke lade være med at
> blinke når han trues af et slag, han kan ikke lade være med at skælve
> som et barn når han står ved randen af en afgrund, for naturen har
> forbeholdt sig disse små tegn på sin magt, som hverken fornuft eller
> stoiske dyder formår at overvinde, for at belære han om hans
> dødelighed og svaghed.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: *Samtaler med Goethe \[af Eckermann\]*,
1836

> Man kan aldrig tænke sig, at fornuften skulle blive populær.
> Lidenskaber og følelser kan blive populære, men fornuften vil altid
> kun være enkelte fremragende menneskers eje.