# Litteratur og liv

Ulrich Horst Petersen: Mod barbariet, 1997

> Jeg ville egentlig helst undgå at tale om kunsten. Det er et paradoks
> ved sproget at vi, for at finde ud af hvad vi mener, er nødt til at
> bruge ord som enten er meningsløse eller har så vag en mening, at
> uklarheden vokser mindst lige så meget som vi kommer klarheden
> nærmere.

 

Joseph Brodsky: "Et ualmindeligt åsyn", 1995

> Hvis kunsten lærer os – eller i første omgang kunstneren – noget, så
> er det en forståelse af den ensomhed, der er et menneskeligt
> grundvilkår. Det er den ældste såvel som mest prosaiske form for
> personlig udvikling, vi kastes ud i, og hvad enten individet er klar
> over det eller ej, så indpoder det i ham en fornemmelsefor hans egen
> unikhed, individualitet, afsondrethed – hvorved det omformer han fra
> et socialt væsen til et autonomt "jeg".

 

Karl Ove Knausgård: "Kassemennesket", 2017

> Der er ikke og har aldrig været noget neutralt ved kunstens rolle, den
> har altid bare gestaltet eksperimenterende forventninger til eller
> forestillinger om virkeligheden, men også altid skabt nye, som stadig
> griber ind i vores liv, på måder som efterhånden bliver usynlige for
> os, eftersom vi mister dem for virkeligheden selv.

 

Inger Christensen: "Vores fortælling om verden", 1989

> Spørgsmålet er, om mennesket overhovedet kan undgå at bygge en båd,
> når det først har set træstykket flyde, og dertil mærket på sin krop,
> at det bærer oppe.
>
> Om vi overhovedet kan undvære kunsten, når den først én gang har
> løftet os ind i en sammenhæng, den være sig nok så legende og
> midlertidig, og der har antydet for os universets udelte helhed.

 

Inger Christensen: "Vores fortælling om verden", 1989

> Al den viden vi har er i en vis forstand allerede samlet i de store
> kunstværker.

 

Jorge Louis Borges: Borges og jeg, 1989

> En mand sætter sig for at optegne hele verden. I årenes løb befolket
> han et rum med billeder af provinser, kongeriger, bjerge, bugter,
> skibe, øer, fisk, værelser, instrumenter, stjerner, heste og personer.
> Kort før sin død opdager han, at denne tålmodige labyrint af linjer
> gengiver billedet af hans eget ansigt.

 

Villy Sørensen: Nietzsche, 1994

> Da verden i sig selv er værdi-løs, beror dens værdi på det fortolkende
> og værd-sættende menneske, og kriteriet for fortolkningens værdi
> bliver *hvor meget* mennesket kan indoptage bag sin horisont, hvor
> meget det kan acceptere. Den værdifuldeste tolkning, den der tillægger
> verden størst værdi, er naturligvis den der accepterer *alt*. Men da
> alt er menneskelige oplevelser, vil det i grunden sige at acceptere
> sig selv *helt*: at fortolke *alt* er at fortolke *helt*, og at
> fortolke helt er at *være* hel, ikke splittet mellem intellekt og
> drift, mellem ord og melodi, men forsonet med sit selv.

 

Alexander Carnera: Gud i en kakerlak, 2023

> Filosofien og poetikken er højst værktøjer som dens udøvere kan bruge
> til at ændre sig selv med, ved at skabe et nyt forhold til verden, til
> viden, sandhed og historie. Filosofi og litteratur som en undersøgelse
> af hvordan man kan leve.

 

Henry David Thoreau: "Om at vandre", 1862

> Jeg kan ikke pege på en poesi, som virkelig udtrykker den længsel
> efter det vilde. Set fra dette synspunkt er den bedste poesi tam. Jeg
> ved ikke i hvilken litteratur, gammel eller ny, der findes en
> fyldestgørende beretning om den natur, som selv jeg er fortrolig med.
> Man vil forstå, at jeg forlanger noget, som ingen augustæisk eller
> elizabethansk tidsalder, eller kort sagt, inden kultur kan give.
> Mytologien kommer det nærmere end noget andet. Hvor meget frugtbarere
> er ikke den natur, som græsk mytologi har sin rod i, end den engelske
> litteratur! Mytologi er den høst, som den gamle verden bar, før dens
> jordbund var udpint, før fantasien og indbildningskraften ramtes af
> fordærv, og som den stadig bærer overalt, hvor dens oprindelige kraft
> er usvækket. Al anden litteratur lever kun så længe som de elme, der
> skygger over vore huse; men denne er som det store dragetræ på De
> Kanariske Øer, så gammelt som selve menneskeslægten, og vil, hvad
> enten træet gør det eller ej, leve lige så længe; thi den jordbund,
> den trives i, er dannet af andre litteraturers muldnede rester.

 

Henry David Thoreau: "Om at vandre" (1862)

> I litteraturen er det kun det vilde, der tiltrækker os. Kedsommelighed
> er blot et andet navn for tamhed. (…) Som den vilde and er hurtigere
> og skønnere end den tamme, således er det også med den vilde tanke,
> der flyver hen over moserne, mens duggen falder. En virkelig god bog
> er noget lige så naturligt, lige så overrumplende og uforklarligt
> skønt og fuldendt som den vilde blomst, vi finder på vestens prærier
> eller i østens jungler. Geniet er et lys, der gør mørket synligt – som
> lysglimtet, der måske splintrer selve kundskabens tempel – ikke et
> vokslys tændt ved slægtens arneild, en kærte, som blegner ved dagens
> lys.

 

Henry David Thoreau: Fra dagbøgerne (1840)

> Digtet trækkes ud fra under digterens fødder, hele hans vægt har
> hvilket på denne jord.

 

Maurice Blanchot: "Litteraturen og retten til døden", 1949

> Lad os antage at litteratur begynder i det øjeblik, hvor litteraturen
> stiller et spørgsmål. Dette spørgsmål må ikke forveksles med
> skribentens tvivl eller skrupler. Hvis han giver sig til at udspørge
> sig selv mens han skriver, så er det hans sag; hvis han er optaget af
> det han skriver og uberørt af muligheden for at skrive det ned, selv
> hvis han er helt tanketom, så er han i sin gode ret og kan være glad
> og tilfreds. Men én ting står fast: når siden først er skrevet, er det
> spørgsmål der hele tiden plagede skribenten mens han skrev, måske ham
> selv uafvidende, nærværende på siden; og mens det afventer en læser
> tilnærmelse – det være sig en dybsindig eller overfladisk læser –
> hviler det samme spørgsmål nu i værkets midte, henvendt til sproget,
> bag det mennesker der skriver og læser, gennem det sprog der er blevet
> til litteratur.

 

Morten Søndergaard: Forklaring til Ordapoteket, 2010

> Poesi nærmer sig undertiden naturvidenskaben. Et digt er en
> vidensform. Det er distribution af viden. At skrive et digt er at tage
> autoritet på sig. I den poetiske hævdelse sker der noget forunderligt:
> Vi skraber et felt rent i verden og stiller os op midt i det og
> udsiger digtet. Sådan er det. Bier dør sovende, skrev jeg i et digt,
> selvom de ikke gør det. Men når jeg siger det i et digt, er det i en
> vis forstand sandt.

 

Francis Bacon: Om studier, 1597/1625

> Visse bøger skal man kun smage på, andre skal sluges hurtigt, og nogle
> få skal tygges og fordøjes. Det vil sige: nogle bøger skal kun læses
> delvis, andre skal man læse men kun for at se, hvad der står skrevet i
> dem, og nogle få skal læses helt, med flid og anspændt opmærksomhed.
> Nogle bøger kan man også sætte andre til at læse og tagae uddrag af.
> Det gælder dog kun mindre vigtige emner, og bøger af en ringere
> klasse; i øvrigt er destillerede bøger nærmest som destilleret vand:
> de smager ikke af noget. Af læsning bliver man en velunderrettet mand,
> af samtale hurtig i tanke og udtryk, af at skrive præcis. Hvis en mand
> kun skriver lidt, må han have en stor hukommelse; hvis han kun
> samtaler lidt, må han have megen åndsnærværelse; og hvis han kun læser
> lidt, må han være meget dreven for at kunne lade, som om han ved det,
> han ikke ved.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: *Samtaler med Goethe \[af Eckermann\]*,
1836

> De er i det store og hele for refleksive naturer, der søger at trænge
> ind i verdens og menneskenes dybder og gå ad hans stier. De er til for
> lidenskabeligt nydende, der søger hjertets fryd og smerte hos
> digteren. De er til for unge digtere, der vil lære, hvordan man skal
> udtrykke sig og behandle et emne efter kunstens regler. De er til for
> kritikerne, der derigennem får et møsnter for de maksimer, man skal
> dømme efter, og hvordan man skal gøre en kritik interessant og
> yndefuld, så den kan læses med glæde. Hans værker er til for
> kunstneren, fordi de i almindelighed klrarer hans ånd, og fordi han af
> dem i særdeleshed lærer, hvilke emner, der har kunstnerisk betydning,
> og hvad han som følge deraf skal fremstille eller ikke fremstille. De
> er til for naturforskeren, ikke alene fordi han får overleveret store
> love, men først og fremmest, fordi han deri modtager den metode,
> hvorefter en stor ånd skal behandle naturen, for at den kan åbenbare
> ham sine hemmeligheder. \>Og således kommer da alle, der stræber
> videnskabeligt og kunstnerisk som gæster til værkers rigt dækkede
> bord. Og i deres virkninger vidner de om den stærke lys- og livskilde,
> hvoraf de er skabt.