Genre (Drama) - Traditionelt Teater

Gennemgang

Beskrivelse: Det traditionelle drama er kendetegnet ved at skulle opføres, og ved at bestå af fem akter. De er som følger: (1) Eksposition, hvor de grundlæggende modsætninger og et par af hovedkaraktererne introduceres. (2) Knude, hvor dramaets konflikt bryder ud personerne uddybes. (3) Krise, hvor konflikten kulminerer. Der er ingen måde at stoppe den på nu. (4) Peripeti, hvor der sker en afgørende vending i konflikten. Oftest vil en af hovedpersonerne indse et eller andet. Er der tale om tragedie, er der ingen mulighed for lykkelig slutning længere. (5) Afslutning, hvor konflikten enten – i en komedie – ender i en eller anden morsom, lykkelig løsning eller – i en tragedie – i noget tragisk.

Tradition: Vores teatertradition starter i Grækenland i 400-tallet f.v.t.. Her skrev man komedier og tragedier efter 5.-aktermodellen, og de var populære. I teatret på Epidauros var plads til 14.000 tilskuere. Særligt for det græske teater var tilstedeværelsen af et kor, der løbende kommenterede på begivenhederne i skuespillet uden selv at være en del af det. Det græske drama blev overtaget af romerne, men forsvandt da Kristendommen i 300-tallet får overtaget. I løbet af middelalderen opstår der dog igen teater, men i religiøst regi. Man lavede opbyggeligt teater, der anskueliggjorde kristendommens lærdomme. I renæssancen og reformationen (ca. 1400-1600) opstår der et rent humanistisk, dvs. ikke-religiøst, teater. Her finder vi bl.a. Shakespeare. Der er frit slag på, hvordan man vil lave sit teater, men det varer ikke ved. I 1700-tallet er det klassicistiske teater slået igennem, og det har store formkrav. Der er m.a.o. en masse kasser, som et drama skal passe ind i, for at være et godt drama. Samtidig får dramaet også opdragende værdi: Det skal oplyse masserne. I slutningen af 1700-tallet kommer der, som reaktion på denne formstrenghed, en tilbagevenden til renæssancedramaet: Shakespeare bliver pejlemærket. Oehlenschläger skriver f.eks. storladne dramaer i den stil. Midt i 1800-tallet kommer der så en reaktion på det, hvor man indskrænker dramaet til at være realistisk og naturalistisk: Det skal handle om det nære og det virkelige, ikke det, som er “larger than life”. Oven på denne type teater kommer endnu en reaktion, denne gang med indførelsen af symbolistisk teater, avantgardeteater, det politiske teater osv (slå det op). Når vi når 1900, er vi dog ved at bevæge os væk fra 5.-akter-modellen, og det klassiske teater transformeres til moderne teater.

Undergenrer: Det traditionelle teater kan inddeles i komedier og tragedier. Komedier ender lykkeligt – hvilket ikke betyder, at der ikke kan være alvorlige problemer på vejen derhen. Tragedien, derimod, ender altid ulykkeligt. Læser vi gamle tekster, er det oftest tragedier vi læser, fordi humoren ændrer sig så meget, at komedier ikke er sjove efter et par hundrede år, mens de store tanker i tragedierne stadig har noget at sige os.

Affordances: Klassisk teater tillader, fordi det er teater, noget, som litteratur ellers ikke kan. F.eks. kan både instruktør og skuespillere påvirke den måde, stykket ser ud på og føles på. Manuskriptet er kun halvdelen af skuespillet – resten er opsætning. Derfor indeholder det enkelte teaterstykke flere muligheder end den enkelte roman, det enkelte digt osv. Man kan altså – strengt taget – ikke forstå et teaterstrykke alene ud fra manuskriptet, samtidig med at den enkelte opførelse heller ikke giver den fulde forståelse.

At teater bliver opført betyder også, at man har mulighed for at inddrage det visuelle og lydmæssige langt mere, end man ellers ville kunne. At en skuespiller løber helt tæt på publikum og skriger, har en helt andet effekt, end hvis det blev beskrevet i et digt. Vi mærker teatret kropsligt, fordi teatret også er krop, hvor digtet f.eks. kun er ord.

Eksempler på klassisk teater: Sofokles’ Ødipus (ca. 429 f.v.t.), Ludvig Holbergs Erasmus Montanus (1723), Oehlenschlägers Hakon Jarl hin Rige (1807), Henrik Ibsens Gengangere (1881)