Barn og voksen

Frederik Dessau: I al korthed, 2011

Med lidt god vilje kan et liv opfattes som en kæde af forandringer og tab. Fra barndommens modvillige erkendelse af, at det sorgløse paradis har lukket sig og pubertetens hjerteskærende kaos til tab af andres og egen kærlighed, af arbejde, penge, magt og ære, værdighed og eventuel tiltrækningskraft, af hår og tænder, førlighed og hukommelse – og så den sidste forandring, som gør en ende på det hele.

 

Immanuel Kant: Hvad er oplysning?, 1784

Oplysning er menneskets udtrædelse af en selvforskyldt umyndighed. Umyndigheden er manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse.

 

Tove Ditlevsen: Barndom, 1967

Det er det værste ved de voksne, synes jeg: at de aldrig vil indrømme, at de bare en eneste gang i livet har båret sig forkert eller letsindigt ad. De er så hurtige til at dømme andre, men de holder aldrig dommedag over sig selv.

 

Tove Ditlevsen: Pigesind, 1939

naar sjælen ikke mer har Længselsvinger,
men altid ved, hvad Morgendagen bringer.

 

Elsa Gress: Mine mange hjem, 1965

Børn og unge er kun undtagelsesvis interessante i sig selv, men de er både interessante og vigtigere end alt i deres anlæg som dem der er på vej.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: Samtaler med Goethe [af Eckermann], 1836

[“…]Hos os går det hele ud på at tæmme den kære ungdom tidligt og drive al natur, oprindelighed og voldhed ud af den, så at der til sidst ikke bliver andet tilbage end spidsborgere” Goethe sukkede og tav.

 

Goethe, Johann Wolfgang von: Samtaler med Goethe [af Eckermann], 1836

Alt stort virker dannende, såsnart vi bliver opmærksom på det

 

Rin Usami: Idol, brænder, 2020

Måske er et hjem bare noget, der lidt efter lidt samler støv, mugner og forfalder, mens lyden af skramlende stole og smækkende døre hober sig op, og beklagelser og tænderskæren trænger gennem alle sprækker.