Begreber - Samarbejdsprincippet og høflighedsprincipperne#
Introduktion#
Inden for samtaleteori har man to modeller over, hvordan samtaler foregår. De er begge normative (dvs. siger hvordan noget bør være i stedet for hvordan det rent faktisk er), idet de beskriver, hvordan man er høflig, og hvordan man har en effektiv samtale. Det spændende er, at de ikke rigtig kan kombineres. Er du høflig, er du ikke effektiv, og er du effektiv, er du ikke høflig.
Fordi de skærer mod hinanden på den måde, er de perfekte til at beskrive, hvordan samtaler foregår – for i en samtale må vi altid vælge, hvilke principper vi bruger hvornår i samtalen.
I det følgende skal vi se på hver gruppe af principper, og til sidst tale om, hvordan det kan bruges i dansk.
Samarbejdsprincippet#
Samarbejdsprincippet siger, at vi almindeligvis skal gøre vores bedste for, at samtalen går så glat og effektivt som muligt. Det kan vi gøre ved at følge fire maksimer (regler), når vi samtaler: - Sandhedsmaksimen: Sig udelukkende sandheden - Kvantitetsmaksimen: Lad være med at sige hverken mere eller mindre, end der er brug for, for at kommunikere det, du ønsker at kommunikere - Relevansmaksimen: Lad være med at sige noget, der ikke har relevans for den samtalens emne - Klarhedsmaksimen: Sørg for at udtrykke dig så klart som muligt. Undgå flertydighed osv.
Høflighedsprincipperne#
Der er fem høflighedsprincipper, der sigter på at etablere og opretholde sociale relationer. I modsætning til samtaleprincipperne er det altså ikke effektivitet, der efterstræbes, men at dem, der taler, har det godt med hinanden. De fem principper er:
Vær hensynsfuld
Vær gavmild
Vær positiv
Vær beskeden
Vær enig
Principperne i praksis#
Du kan bruge de to sæt principper til at analysere alle slags samtaler. Dem der findes i noveller, i film, i reklamer, i virkeligheden, i podcasts osv. Det er mest spændende at undersøge, når der er noget, der går galt. Men husk også at bruge det, hvis en samtale virker særlig vigtig. Det kan være der gemmer sig noget spændende.
For at sikre, at du kommer godt rundt om det, du undersøger, kan du bruge et skema. Det kan f.eks. se sådan her ud:
Udsagn og kontekst |
Principper/maksimer |
Beskrivelse |
|---|---|---|
Her indsættes et stykke fra en samtale, og denne samtales kontekst beskrives |
Her angives i punktform hvilke principper og maksimer, der er med i teksten |
Her beskrives hvordan hver enkelt maksime eller princip fungerer i teksten. Desuden beskrives det, hvordan disse spiller sammen, og til sidst gives en karakteristik af samtalen, som den tager sig ud i tekststykket |