Kønskritisk læsning

Kønskritisk læsning#

Introduktion#

I kønskritiske læsninger har man fokus på andre slags spørgsmål, end man har i f.eks. en nykritisk læsning. Man fokuserer sin opmærksomhed på de kønsmæssige problematikker. Spørgsmål kunne f.eks. være:

Feministisk læsning: “Hvordan konstrueres forholdet mellem køn, krop og seksualitet i teksten? Hvilke åbninger eller sprækker findes der i denne konstruktion? Hvordan skaber teksten selv køn, og hvordan giver den betydning til køn? Tildeler den sin implicitte læser et køn, og hvilke muligheder giver den læsere af forskelligt køn? Eller – nedbryder den måske netop muligheden for at læse med et bestemt køn? Hvor ligger den konkrete teksts egen og umiddelbart skjulte køn? Hvor møder det så at sige sin læser?”[1]
Queer-læsning: “Hvilke former for kønsmatricer opstiller teksten, og i hvilken udstrækning legitimeres eller gøres de”queer”? På hvilke måder tager teksten del i en kønnet performance? Eller – bedre – hvordan ‘gør’ teksten køn, krop og seksualitet i den måde, den henvender sig til læseren på? Og hvilke muligheder levner den for læseren for ‘at tale med’ eller ‘tale tilbage’?“[2]

Vi har her skelnet mellem queer-læsninger og feministiske læsninger. Den helt store forskel er, at feministiske læsninger arbejder med ideen om “det kvindelige” eller “kvinder”, mens queer-læsninger gør oprør mod en sådan kategori. For at forstå forskellen, må vi dykke ned i nogle af den teori, som har ført til skellet.

Feministisk læsning vs. queer-læsning#

Det første vi skal se på, er queer-teoretikernes kritik af essentialismen. Essentialisme er ideen om, at noget er. F.eks. at der findes mænd og kvinder, eller homo- og heteroseksuelle. At mand og kvinde er noget naturgivent og statisk (=fast). Queer-teoretikerne kritiserer essentialismen fordi de mener, at disse – især binære (dvs. to-delte) – ideer om, hvad køn er, presser alle dem, som ikke passer ind i kategorierne, uden for samfundet. Er du hverken mand eller kvinde, vil du ikke kun føle dig udenfor, men også blive diskrimineret imod på alle niveauer, lige fra dårlig repræsentation i loven til social stigmatisering.

Visse feministiske tænkere kritiserer derimod queer-teoretikerne for at svække den feministiske bevægelse ved at ødelægge kvindebevægelsens grundlæggende ide: At kvinder eksisterer som noget separat fra mænd, og skal kæmpe for deres rettigheder. Og der er noget om det: Det bliver sværere at kæmpe for feminismen, hvis “kvinde” er noget, man performer, ikke noget man er (for så kunne man bare performe noget andet).

Feministisk-analytiske kerneproblemer#

Feministiske tænkere har påpeget en række kerneproblemer, som man bør arbejde med, og som vi skal gennemgå her.

Først og fremmest skal kvinder repræsenteres på en ordentlig måde i litteraturen. Hvis kvinder altid bliver beskrevet som følsomme, mens mænd tænker; hvis de altid er svage og mænd stærke osv., er det med til at undertrykke kvinderne for at ophøje manden. Denne hævdelse af patriarkatet håber feministiske analytikere at komme til livs bl.a. ved at afsløre og kritisere kvindeskildringer i litteraturen.

Et andet, lidt dybereliggende problem, som man også arbejder med inden for feministisk teori og analyse, er selve stilen. I 1980’erne og 1990’erne argumenterede især franske teoretikere for, at den almindelige måde at skrive på i sig selv var anti-kvinde. Det holdt det feminine nede, og ophøjede det maskuline. Man forsøgte derfor at komme frem til en écriture féminine (=kvindeskrift), som skulle være en kvindelig pendant til den maskuline stil. Grundlæggende set adskiller den sig ved ikke at være lige så struktureret, men mere flydende. Stream of consciousness ses f.eks. som mere feminint end klassiske skuespil som f.eks. Moileres Misantropen.

Queer-teoretiske kerneproblemer#

Queer-teorien vokser ud af det, man kalder 3. bølge-feminismen. Den kommer efter ideen om en écriture féminine, og siger, at sproget ikke kun er kønnet, men kønnende. Køn ses ikke længere som noget, der er, men som noget, man gør – bevidst eller ubevidst.

I queer-teori ser man derfor ofte på, hvordan køn bliver performet. Det kan være man ser på karaktererne i de tekster, man arbejder med, eller man ser på forfatterens måde at skrive på – eller måske endda en hel genre. Mulighederne er nærmest uendelige, men de har noget tilfælles, som vi skal have in mente, når vi laver queer-læsninger.

Det, som de har tilfælles, er, at de tager de briller af, som vi alle går med – de kønnende. I stedet for at se det som naturligt, at en karakter enten er en mand eller en kvinde, skal vi studse over det, spørge ind til, hvordan det køn konstrueres. Eller vi spørger f.eks. ind til, hvorvidt den implicitte læser (som vi skal identificere os med), er kønnet. Det kan også være selve stilen, som man leder efter kønning i – også af ikke-mennesker, f.eks. aktiviteter, ting, værdier osv.

Man leder altså efter den måde, teksten performer køn på, og beskriver det. Hvis man mener, at den gør det på en politisk uacceptabel måde, kan man lave en kritik, eller man kan rose den, hvis man mener, at den gør det godt.

TIP! Kender man ikke meget til queerbevægelsen og queerbegreber, har LGBT-ordbogen være et godt redskab. Den beskriver begreber såsom non-binær, heteronormativitet og metroseksuel.