Fortvivlelse og spontanitet#
Jan Sonnergaard: “Alkohol kan være en øjenåbner”, 2012
Der findes mennesker, der holder så meget på sig selv og er så bange for at miste kontrollen og på nogen måde give noget fra sig, at det er en meget belastende oplevelse at være sammen med dem. Man kommer uvægerligt til kort over for folk, der aldrig gør noget uoplagt.
Jorge Louis Borges: Borges og jeg, 1989
Hvem af os har ikke, når vi gik gennem tusmørket, eller når vi tænkte på en bestemt dag i fortiden, hafte følelsen af at have tabt noget uendeligt?
Jorge Louis Borges: Borges og jeg, 1989
I drømme (skriver Coleridge) forestiller billederne de følelser, som vi tror, de fremkalder; vi føler ikke rædsel, fordi en sfinsk er ved at knuse os, vi drømmer omvendt en sfinsk for at forklare den rædsel, vi føler.
Jorge Louis Borges: Borges og jeg, 1989
Gud skabte nætterne fulde af
drømme
og formerne i spejlet, så mennesket kan fatte
at det selv er spejlbillede og forfængelighed.
Det er derfor at de skræmmer os.
Ole Fogh Kirkeby: Hvad kan filosofi?, 2021
At handle forudsætter tænkning, fordi handlingen forudsætter valgmuligheder, beslutninger og dermed værdier og kriterier, der danner handlingens grundlag.
Franz Kafka: uddrag af hans dagbøger, 1913
Den uhyre verden jeg har i mit hovede. Men hvorledes befri mig selv og befri den, den at gå i stykker. Og tusind gange heller gå i stykker end holde den tilbage og begrave den i mig. Det er jo det jeg er her for. Det står mig helt klart.
David Thorau: Om at vandre (1862)
Meget udendørs liv i sol og vind vil utvivlsomt medføre en vis hærdelse af karakteren, og det vil få en tykkere hud til at gro over visse af vor naturs finere egenskaber, som det garver ansigt og hænder – på samme måde som hårdt fysisk arbejder berøver hænderne noget af deres evne til fintmærkende berøring. På den anden side vil indendørslivet medføre en hudens blødhed og finhed, for ikke at sige tyndhed, ledsaget af en forøget følsomhed for bestemte sanseindtryk. Måske ville vi være mere modtagelige for visse gavnlige indflydelser på vores intellektuelle og moralske vækst, hvis sol og vind havde skinnet og blæst lidt mindre på os. Det er utvivlsomt vanskeligt at sørge for det rette forhold mellem den tykke og den tynde hud. Men jeg tror, at vejrbidthedens skorpe tidsnok vil falde af – at det naturlige lægemiddel vil være at finde i det samme forhold, som består mellem nat og dag, vinter og sommer, tanke og erfaring. Derved vil der komme mere luft og solskin ind i vore tanker. Arbejdernes barkede næver griber hjemmevant i væven og fletter af tapperhedens og selvrespektens tråde finere stoffer end ugidelighedens slatne fingre, og hjertet betages, når vi strejfer dem. Det er bare sentimentaliteten, som ligger til køjs om dagen og tror sig selv hvid, langt fra de egne, hvor erfaringen afsætter sin solbrændthed og hårde hud.